Vi tog det stille og roligt denne dag, da de lovede -5 grader fra morgenstunden, så vi kom først afsted fra Ravnsbjerg kl. 09. Vel ankommet til Køge, fandt jeg ud af, at jeg havde glemt mit rampekort - så vi måtte købe et nyt for at kunne søsætte. Det var nemmere sagt end gjort - automaten var nede og der blev ringet efter havnefogeden der så kom efter en halv time og genstartede automaten så vi kunne købe et nyt rampekort...
Da vi skulle søsætte Trawleren, kunne jeg konstatere, at batteriet var fladt. Nå - frem med det lille Rebel-cell batteri (der tidligere har ageret startbatteri) - men her kunne jeg så også konstatere at batteriet var næsten helt afladet (på trods af at jeg havde ladet det op dagen før)... Nå..... En venlig sjæl lod os låne hans batteri - så vi fik startet Hondaen - og så vi ellers klar!
Vi kom således først på vandet omkring kl 11, og da vi skulle sætte grejet, virkede håndsvinget på vores Unitroll ikke... Vi fiskede således kun med een downrigger og et par dipsyer, da paravane-stænger ikke fungerede, pga de utrolige mængder ålegræs der lå og flød over det hele. Vi sejlede længere syd ned omkring Juels grund, her var der ingen græs (der var ingen fisk nogle af stederne).
Vi tog ind kl. 15:20 - uden et hug (hvem sagde at Januar-fiskeriet ALTID er dårligt) men på trods af alle uheldene havde det stadig været en dejlig dag på vandet:)
Skønt vejr og skønt at være ude |
Trawleren på vandet! |
Ja- det kom ikke som nogen overraskelse at jeg punkterede på motorvejen på vejen hjem til København, søndag aften kl. 20. |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar